Ekstremt vigtig kamp for både os og Esbjerg. De kan overtage 1. pladsen og putte pres på OB inden en svær udekamp i Brøndby, mens vi har muligheden for at koble os på midterfeltet lige over os, der mødes indbyrdes. En sejr til os vil endegyldigt tage os ud af krisen, mens et nederlag vil stoppe den gode stime, og potentielt sende os lidt ned i tabellen igen.
Esbjerg har gjort det forrygende i år, og har kun tabt to kampe, hvilket faktisk begge gange har været uheldigt. Mod OB burde de have lukket kampen inden OB heldigt fik vendt det hele i de sidste minutter, mens de mod FCK fik vist Winde ud tidligt i kampen. Senest gjorde EfB det godt med en sejr på udebane i Brøndby, ligesom de kampen inden spillede uafgjort mod FCK - i en kamp hvor de fejlagtigt fik underkendt et mål. På trods af de imponerende fakta, må jeg indrømme at jeg ikke synes Esbjerg har noget videre godt hold. Spiller for spiller har de vel en top-6 trup, og ikke meget mere. Men Ove P har som sædvanlig haft succes med at skabe et fantastisk kollektiv ud af meget lidt. Hatten af for det.
For vores eget vedkommende har det set godt ud det sidste stykke tid, men vores sejre er primært kommet mod bundhold, og vi mangler i den grad at bevise at vi kan vinde over topholdene i ligaen, før vi kan konstatere at vi er helt tilbage på sporet. Jeg er spændt på at se, hvordan vi klarer os mod et selvtillidsfuldt EfB-mandskab, der samtidig har noget af en revanche til gode for vores pokaltriumf. Kuriøst nok har vi holdt nullet mod EfB i de seneste to kampe, hvilket samtidig er de eneste to kampe, vi har gjort det i.
Jeg forudsiger en uskøn hårdt kæmpet kamp, der bliver tæt. Vi har på det seneste haft tendens til at spille meget uafgjort på hjemmebane mod Esbjerg, og det kan meget vel være det resultat vi også ender med i dag, selvom ingen af holdene for alvor kan bruge det til noget.