Rafael van der Vaart

[tatoo]

Jeg tror simpelthen han bliver det som man i håndbold kalder en playmaker. Han kommer til at styre og fortælle medspillerne hvilke løbebaner og overgange han vil have - så behøver vi ingen Thorup

Han er klasser over det materiale vi har både i tanke og handling.

[974]

Nu er der jo mange der har travlt med at analysere på tingenes tilstand i FCM

Måske man kan analysere sig frem til at stemningen måske rent faktisk er ret ok ved at høre Mads Olsen nævne, at han eks. allerede for 2 måneder siden hørte at der blevet snakket med Rafael van der Vaart
Det fortæller mig at truppen såmænd virker stabil nok, og at ingen har haft behov for at skille sig ud

Hvis I jyder kan fortælle at han siger 2 uger i stedet for 2 måneder, så er det naturligvis en anden sag

Lidt over 20 sekunder inde i interviewet

https://www.facebook.com/fcmidtjylland/ ... 166807581/

[Steffen am]

I øvrigt fedt at se VdV træner med de unge.
Han gør det selvfølgelig nok ikke for hans blå øjnes skyld og ved godt at han skal i form.

Men fedt at se han er klar til at gå med akademiesterne og vil det

[UlvenFraNord]

Kampen på fredag bliver meget spændende. Gad vide om Rafa starter inde? Evt. sammen med Bruninho og Wikheim?

[Fenris]

http://www.tipsbladet.dk/nyhed/superlig ... idtjylland

Dejlig læsning. Må sige han indtil videre har gjort den smule skepsis jeg havde til skamme.

[UlvenFraNord]

Ja det må man sige, Rafa lyder som et menneske der er i balance og gerne vil vise hvad han kan. Han bliver en gigantisk gevinst hvis han kan holde sig skadefri

[UlvenFraNord]

Er der en med login, som kan sakse den her ind? Please

http://jyllands-posten.dk/protected/pre ... reng-igen/

[4096]

Er der en med login, som kan sakse den her ind? Please

http://jyllands-posten.dk/protected/pre ... reng-igen/

Hans bedsteforældre bor i Sevilla, hans mor Lolita er født i Andalusien, og selv om hans far er hollænder, hedder han noget så spansk som Ramon. Så hvorfor skulle den samlede spanske fodboldpresse, og den er enorm, ikke gå ud fra, at Rafael Ferdinand van der Vaart, storklubben Real Madrids nyeste indkøb i 2008, kunne flydende spansk …?

»Da jeg ankom til klubben, troede alle, at jeg kunne tale spansk. Jeg sad der til pressekonferencen, der var 40 graders varme, jeg var nervøs, og jeg svedte som en gal, og alle omkring mig talte spansk. Og jeg kunne ikke et ord. Pyyyh.«

Rafael van der Vaarts karriere som fodboldspiller er gået fra Ajax Amsterdam via Hamburger SV, Real Madrid, Tottenham Hotspur, igen Hamburger SV, en afstikker til Betis i Sevilla og nu Herning. Eller rettere Ikast.

Hollænderen, 33 år, sidder i et halvmørkt lokale med ryggen til håndboldbanen. Her i sportskomplekset holder fodboldspillerne i FC Midtjylland til. Rafael van der Vaart er en af dem. Og sådan vil han gerne fremstå. Som en af mange. Det er blot vanskeligt at gemme sig med det navn, de åbenlyse evner og med 109 landskampe for Holland.

Rafael van der Vaarts kæreste spiller håndbold i Esbjerg, hans 10-årige søn Damián bor hos eksfruen i Hamborg, og da det ikke trak i ham hverken sportsligt eller økonomisk at arbejde i Kina, endte det med FC Midtjylland.

»Jeg er et familiemenneske, og min fornemmelse var, at Midtjylland er som en familie. Det er en åben klub, alle taler med alle. Her var rart. Så derfor valgte jeg dette. Der var tilbud fra Kina, hvor man kan tjene bunkevis af penge, men jeg ville være tæt på min familie, min søn og min kæreste. Dette var en unik mulighed for at få det hele. Sådan er det.«

Min største udfordring har muligvis været det: At jeg havde det som en lille dreng. Jeg vil have det sjovt på banen.
Rafael van der Vaart

Rafael van der Vaart er en åben person, han kigger folk i øjnene, giver hånd, ikke så meget pjat. På banen er han 10’er, en udpræget en af slagsen, flere mener en uddøende race. Spilleren, som tegner de offensive mønstre, den, der dirigerer, den frie mand uden de voldsomme defensive pligter.

Og som hollænder eksponent for det smukke i spillet.

»I disse tider, også når man kigger tilbage på EM-slutrunden, så ser det ud, som om fodbold bliver mere og mere kedeligt. Det er taktisk, alle snakker om, at deres hold står kompakt og ikke giver chancer væk. Jeg foretrækker at spille 3-3 frem for 0-0. Jeg tror, at publikum vil se smuk fodbold, og jeg håber, at vi kan give dem det.«

Du er en ægte Ajax-spiller, ikke?

»Ja, ja ... Sådan er ånden i Ajax. Men Ajax er også ved at ændre sig lidt. Det er ikke så godt. Den hollandske stil er at spille angrebsfodbold. Folk siger, at vi aldrig vinder noget med landsholdet. Men vi er et lille land, vi har da været i diverse finaler, og alle taler om den hollandske stil, så det skal vi da fortsætte med. Det giver og har givet kolossal respekt i hele verden med den stil. Sådan tænker jeg om det.«

Vi gør lige Real Madrid færdig. Siden har han i øvrigt lært spansk.

»Jeg havde det fantastisk i Madrid. Alle respekterede mig. Det er så stor en klub. Jeg spillede vel 70 kampe og scorede 15 mål. Det er ret godt, ikke? Men hver eneste sæson købte de jo seks nye spillere, og så er der nogle, der skal rejse. Jeg havde min måske bedste sæson, men så hentede de Kaka, Mesut Özil, stribevis af gode spillere, og så var der ikke plads til mig. Så sagde jeg ”fuck det, jeg tager til Tottenham og får det sjovt der”. Jeg havde ikke været en fiasko, slet ikke. Jeg spillede jo godt for holdet, jeg passede ind. Selv hvis Ronaldo har et par dårlige kampe, taler de om at sælge ham. Ingen er større end klubben, sådan er det i Madrid, det er vilkårene. De elsker at se nye spillere, de elsker, når der sker noget nyt.«

Lavpunktet i Spanien

Spanien – landet, hvor Rafael van der Vaarts karriere skulle nå toppen. Men også der, hvor lavpunktet kom. Sidste år forlod han Hamburger SV til fordel for Betis. Kun syv gange nåede han at spille for klubben i Sevilla.


»Jeg kigger mig altid i spejlet, hvis jeg har spillet ad helvede til. Jeg kom til Betis, blev skadet før sæsonen, og derefter fik jeg aldrig chancen på holdet. Det var meget mystisk. I seks måneder var jeg ikke i truppen. De tog mig med til udekampe, ofte tre fucking timer i et fly, jeg var typisk nummer 19 i truppen, så jeg endte med at sidde på tribunen og glo på kampene. Så tog de helt unge spillere med i stedet for mig. Jeg mistede respekten for klubben. Den slags sker. Sådan er dette job også. Når det ikke går godt, skal man leve med det. Det er svært at komme igennem sådan en periode. Jeg er altid positiv. Når holdet spiller fantastisk, vinder kampene, så tænker jeg ”okay, de andre er bedre”. Men når vi tabte 0-4, og jeg stadig ikke fik muligheden … jeg trænede rigtig godt. Det var hårdt. Så tog jeg beslutningen om, at jeg ville væk. Jeg havde to år mere tilbage af min kontrakt. Det var da svært, for tilværelsen dernede var grundlæggende god. Jeg var tæt på mine bedsteforældre. Betis er det eneste i min karriere, der er gået skævt. Men fodbold er nogle gange en mærkelig verden. De sagde bare, at jeg skulle væk, og det var det.«

Når han taler, holder han af og til en kunstpause. For lige at formulere sætningerne korrekt.

»Jeg er en anden person nu. Hvis folk siger ”Rafa, du er ikke god nok”, er det ikke noget problem, så rejser jeg. Men hvis de ikke taler med dig? Jeg trænede, jeg tog hjem, kiggede på holdkortet, men jeg var aldrig med. Det var det. Ingen sagde noget. Jeg bryder mig ikke om det. Alle mennesker har krav på respekt.«

Hvad har du lært af at spille fodbold?

»Fodbold er et underligt univers. Som det jeg fortalte om Betis. Du oplever mærkelige forløb. Jeg er åben og ærlig, men ikke alle er sådan. Jeg har lært af det. Man lærer at nyde tilværelsen. Ser du på min efterhånden lange karriere, så er der masser af år, hvor jeg har glemt at nyde øjeblikket, kampene, træningen, og nu er jeg blevet ældre, og jeg prøver at lære de unge spillere, at de skal nyde hvert minut. Det er verdens bedste job, men det er hurtigt overstået. Pludselig er det forbi. Da jeg var ung, sagde de ældre spillere det samme til mig, men jeg tænkte bare ”Fuck dem, de er gamle, de fatter intet, luk.” Men de havde jo ret, af og til glemte jeg at nyde øjeblikket. Da jeg spillede i Tottenham, mødte vi måske Liverpool søndag, onsdag var det Chelsea, så kom Arsenal få dage senere, så en Champions League-kamp. Og nu sidder jeg her og tænker ”wauw, det var en skøn tid”. Måske skulle jeg have nydt det lidt mere. Men når du spiller dårligt, og det ikke kører for dig i en længere periode, så lærer man meget mere, end hvis det går godt. Det har gjort mig modstandsdygtig, tror jeg. Jeg har lært mere af de dårlige faser i Hamburger SV end noget andet.«

JP's bud: De 10 største transfers i superligaen
Det tikkende ur i Hamborg

Åh, ja, Hamburger SV, den eneste klub, som Rafael van der Vaart har repræsenteret i to omgange. Den i Holland noget uglesete klub, som stortalentet fra Ajax valgte at spille for. Hvad havde han gang i, tænkte blandt andre Johan Cruyff, da Rafael van der Vaart rejste til Nordtyskland. Det var da et skridt ned i forhold til mægtige Ajax Amsterdam …?

»I to sæsoner kæmpede vi for at undgå nedrykning i Hamburger SV. Og begge gange reddede vi lige røven. I sidste minut, faktisk. Jeg aner ikke hvordan. Men vi gjorde det. Der var en spænding i min krop, den hobede sig op, men den forsvandt lige så stille bagefter. Jeg vil til enhver tid foretrække at sparke et afgørende straffespark i en VM-finale frem for at spille for at undslippe nedrykning. Jeg har spillet med om titler, og jeg har spillet for at undgå nedrykning, hvor presset er det værste. Især i Hamburger SV. Jeg var anfører, og på stadion hænger et ur, der tikker og viser, at klubben altid har spillet i Bundesligaen og aldrig er rykket ud, og så er dit hold nede med 0-2, og du kigger på uret og tænker ”fuck, jeg er anfører på det første HSV-hold, der rykker ud”. Og to gange reddede vi os. Efter kampene, jeg siger dig, det var en utrolig følelse. Jeg var erfaren, så det var mit hoved, der ville rulle, hvis det gik galt, ikke de unge spilleres. Jeg var heldig, vi spillede mod Karlsruhe, jeg spillede min bedste kamp nogensinde, og vi reddede os i overtiden. Det var en vild fornemmelse. Jeg var så glad. De talte om, at 60 pct. af klubben ville forsvinde, hvis vi røg ud. Det ville være en katastrofe, hvis klubben skulle ud, for så ville mange blive fyret.«

Rafael van der Vaart voksede op i et kvarter med mobile homes – det, hollænderne kalder woonwagen. Familien var som sådan ikke fattige, det var i hvert fald ikke noget, som Rafael van der Vaart mærkede til. Men pengene var små.

»Jeg havde det fantastisk. Jeg spillede fodbold med mine venner på gaden. Det var anderledes i forhold til folk, der boede i huse. Men jeg mærkede ikke, at det var specielt. Jeg flyttede til Ajax, da jeg var 10 år. I den alder ser man ikke den slags. Det er en måde at bo på i Holland, jeg elskede det, dele af min familie bor der stadig, og jeg besøger dem stadig. Min familie bor i et almindeligt hus nu. Men mine onkler, tanter og nevøer bor der stadig, og når jeg besøger dem, er det vildt hyggeligt.«

Hans far, Ramon, rejste rundt i Holland og reparerede vægte for landmænd. Han talte med alle, høj som lav, og har haft stor indflydelse på sønnen.


Mandeflirt, en kvinde i Esbjerg og gode investorer: Sådan endte fodbold-stjernen Van der Vaart i Herning
»Han sørgede for, at jeg havde begge ben på jorden. Men det var ikke nemt. Jeg var 18, jeg var flyvende i Ajax, og så tænkte jeg: ”Jeg er kongen”. Men så efter et par år opdagede jeg, at sådan er jeg slet ikke. Så ændrede jeg mig. Det skete egentlig hurtigt, og jeg har lige siden været, som jeg er nu. Jeg er som dig. Jeg er måske bare lidt bedre til at spille fodbold. Og det er det. Hverken mere eller mindre. Men unge spillere tror, at de ejer verden. Sådan er det ikke. Man skal have respekt for alle. Jeg tror, at man skal lære det på den hårde måde. Når man scorer på et stadion med 50.000 tilskuere i en afgørende kamp, og alle går amok, er det svært at sige, at ”jeg er bare Rafa”. Man har brug for gode venner og familie, der kan holde fast i én. I Ajax lærer man det på den hårde måde, tro mig. Det var ikke altid, at jeg havde lyst til at spille foran så mange tilskuere. Selvfølgelig var jeg bange og nervøs. ”Åh nej, nu er det søndag igen. Og folk vil ikke kunne lide mig.” Og så har man det ikke så godt. Min far hjalp mig. Han er min manager nu. Jeg kan stole på ham. I den del af verden er det rart at have en, man kan stole på.«

Hvornår har du haft dine bedste år som spiller?

»Min bedste periode var måske nok, første gang jeg var i Hamburger SV. Jeg spillede fantastisk i tre sæsoner. Real Madrid? Da gik det også godt. Jeg spillede mange kampe, scorede vel 12 mål, måske flere, men mine to år i Tottenham var alligevel de bedste i min karriere. Jeg har altid nydt hver eneste klub, men Tottenham var noget specielt. Vi havde Luka Modric, vi havde Gareth Bale, vi havde Emmanuel Adebayor, jeg har glemt mange andre gode spillere. Men vi havde et fantastisk hold. Jeg scorede 15 mål hver sæson. Vi spillede Champions League. Det var to meget specielle sæsoner.«

Hvad har du fået ud af din karriere?

»Jeg er dybt taknemmelig. Jeg har fået chancer, oplevet nye lande, lært nye sprog, så mange ting, som har formet mig som menneske. Det er helt utroligt. Jeg fik lov til at spille fodbold for Madrid. Det er da fantastisk. Forleden, da jeg spillede mod Esbjerg, følte jeg mig som en lille dreng igen. Vi vandt 3-0, jeg gik glad hjem. Min største udfordring har muligvis været det. At jeg havde det som en lille dreng. Jeg vil have det sjovt på banen. Men nu og da spiller man kampe, der ikke er sjove, kampe, som bare skal vindes. Til syvende og sidst drejer det sig om at vinde. Men jeg tror, at mange er enige med mig: En 1-0 sejr kan sagtens være en dårlig kamp. Fodbold handler ikke om folk med stor fysik eller folk, der kan løbe hele dagen. Jeg ved godt, at der nu skal andre ting til. Styrketræning, for eksempel. Jeg hader det. Hver gang. Men jeg gør det, fordi jeg har brug for det. Og jeg hader de hårde løb om vinteren, men jeg presser mig selv til det. Og jeg aner ikke, hvordan jeg kommer igennem det. Men når jeg så ser en bold, bliver jeg glad igen.«

Glæden ved spillet har sønnen Damián arvet.

»Han så vores kamp mod Esbjerg, og han var vildt stolt. Han elsker fodbold. Han spiller i Victoria Hamburg. Alt er fodbold hjemme hos os. Nu kan han også lide håndbold. Det er fint. Jeg er virkelig lykkelig lige nu. Folk siger, at jeg kun er her for at være tæt på min kæreste og søn. Men med dem tæt på, så er mit hoved let. Jeg er glad og kan levere på banen. Det kan vel allerede ses på de minutter, jeg har spillet for Midtjylland. Jeg ønsker virkelig at spille her. Og jeg vil vise folk, at jeg stadig er god.«

[UlvenFraNord]

Tak - meget sympatisk artikel

[Sniper]

Dejlig læsning!

[UlvenFraNord]

Er der en med abon. på JP som vil sakse den her ind?

http://jyllands-posten.dk/protected/pre ... s-anymore/

[tubbe93]

Der står ikke noget interessant.
Det er blot opsummering på, hvad VdV gjorde hele kampen. Minuttal for hver situation han er med i og så en beskrivelse.
Overskriften 'You're not famous anymore' er bare en hentydning til, at FCKs fans råbte det, da han blev skiftet ud og ikke noget der bliver gået i dybden med.

[UlvenFraNord]

Tak for svaret. Jeg havde håbet der var lidt mere guf i det

[Steffen am]

Artikel omkring sjove klausuler
http://www.theblacksea.eu/index.php?idT ... Type=story

Rafael Van der Vaart måtte ikke bære røde sko i Betis.
Mon ikke han er så heldig han kan få lov til det nu

[UlvenFraNord]

Rafa kalder os amatører og lover samtidig et mesterskab næste år

http://www.bt.dk/fodbold/rafael-van-der ... -i-danmark