M9K skrev:Mazter81 og Kent:
Jeg er lidt på udebane her på dette forum, men jeg synes desværre der er nogle helt generelle ting som I enten ikke lytter til, eller ikke får fortalt.
Ja, awaykortet er besluttet, men skal først indføres fra næste sæson. Det vil dernæst ikke blive et krav den første halv-sæson (mener jeg det er), og skal yderligere evalueres efter den første hele sæson.
Det giver masser af tid til at påvirke beslutningen aktivt.
Og så er det simpelthen løgn og latin når man påstår, at der ikke kommer nogen løsningsforslag. Én ting er at Divisionsforeningen aldrig har lagt op til andre løsningsforslag, en anden ting er at jeg tror de fleste aktive fans er komplet uenige i præmissen for indførelse af et awaykort.
Lad mig lige mindre jer om de primære grunde Divisionsforeningens repræsentanter har anvendt ved møder ude i klubberne.
1. Besværligheder med at holde karantæneramte ude.
2. Utilfredshed med antallet af indberetninger - at det indikerer at problemer i udebaneafsnittene er stigende generelt.
3. Delvist øget brug af pyroteknik, og deraf følgende maskering. Dette punkt har de dog først bragt ind i debatten senere.
Lad os tage jeres egen klub som eksempel:
1. I har meget få karantæneramte - I har spotters fra politiet, samt egne kontrollører der kender jeres risiko-fans og kender til de karantæner der er uddelt. Ergo, så burde I ikke have et problem med punkt 1.
2. Hvor mange indberetninger har Midtjylland? 0? 1? 2? Ikke mange i hvert fald. Hvor er problemet så?
3. Øget brug af pyroteknik? Awaykortet vil ikke give nogen løsning på dette problem, som man ikke allerede har i dag. Det er jo ikke sådan at awaykortet bipper, når man trækker et blus, eller sender et signal til politiet når man er indenfor 1 meters radius af en røgbombe. Man kan give en karantæne, og ved de efterfølgende kampe kan den pågældende person så blive afvist, awaykort eller ej. Tro mig, de fleste større jyske klubbers sikkerhedsapparat er i dag så omfattende, at de kan sætte navn, alias og ansigt på stort set alle der udgør, eller potentielt kan udgøre, en risiko under kampene.
Det skyldes bl.a. den markant øgede dialog mellem klubbernes sikkerhedsapparat, politiet og fansene.
I afholder jer fra at problematisere awaykortet synderligt uagtet at det, i min optik, udgør en betragtelig fare mod den fanscene vi, særligt i de toneangivende jyske klubber, har i dag, og dermed også under klubbernes sekundære salgsvare og fansenes primære interesse, atmosfæren eller stemningen på de danske stadions.
Til jeres seneste kamp i Aalborg talte jeg omkring 40-50 aktive fans, der var på under hele kampen. Det er ikke mange, jeres succes taget i betragtning. Samme billede tegner sig i Aarhus, Aalborg og Esbjerg, særligt hos os og AGF er mængden af aktive svundet noget ind. Sammenlignet med f.eks. Sverige er vores tilskuertal, mængden af faste tilskuere (sæsonkortholdere) og antallet af aktive fans alarmerende lave.
Når I spørger hvad fansene vil gøre, så tror jeg allerhelst de vil sætte sig ned med klubberne, arbejde på at gøre stemningen bedre, samt arbejde på at øge den faste tilknytning fans føler til klubben, hvilket på den lange bane giver et trofast hjemmepublikum og bedre stemning på lægtere.
De vil ikke mødes af krigserklæringer imod den succesfulde kurs både fansene selv, myndighederne og almene tilskuere i disse år mærker effekten af - at det generelt er mere sikkert at gå til fodbold, og at situationen er bedret betragteligt siden midten af 00'erne.
Først og fremmest er en indførelse af et awaykort desværre at devaluere Superligaen som produkt, i en periode hvor Superligaen ses som lidet attraktiv, hvor der langt de fleste steder er nedgang i antallet af aktive fans - man signalerer til offentligheden at situationen er så grel, at det kræver et indgreb som får store konsekvenser for fankulturen i klubberne udenfor Storkøbenhavn. Dette på et tidspunkt, hvor fansene har et helt andet indtryk af udviklingen, og begræder at flere års arbejde for den positive fankultur nu pludselig mødes med det her.
Fremtidsudsigterne?
Divisionsforeningen består nu engang af de 12 Superliga-direktører, og det er ikke mange af dem der skal råbe vagt i gevær, før der kan ske ændringer i den kurs man har nu. Et sæsonlangt stemningsboykot vil være altødelæggende for Superligaen som produkt, og det vil ikke vare lang tid før rettighedshaverne rasler med sablen. Så lad os nu se.
Godt indlæg - Fedt at der er nogen, som gider tage sig tid til at komme med et seriøst indlæg.
Hvad jeg ikke får fortalt, ved jeg af gode grunde ikke, men jeg er som sådan enig i, at away kortet ikke er en god ide. Det tror jeg mere eller mindre vi alle er enige i.
Jeg synes personligt, at det virker som en skidt løsning og var egentlig også af den opfattelse, at det eksisterende setup fungerer ganske udmærket bortset fra problemer, som primært lader til at knytte sig til de store københavnerklubber, som jo så også har de med afstand største fanskarer.
Min primære anke er, at jeg ikke synes fanklubberne samlet formår at tage sig selv og den nuværende problemstilling seriøst. Det gør det altså meget sværere at blive taget seriøst som part i sagen.
For Det er vel uden diskussion at fanklubberne pt. har et reelt problem med awaykortet, som Divisionsforeningen har valgt til at løse et problem, Divisionsforeningen (og måske diverse politikere, men det er gætværk) mener, der eksisterer.
Fanklubberne er overbevist om, at away-kortet er en rigtig skidt løsning for fans, stemning og dansk fodbold generelt og ønsker ikke, at det bliver indført. Det formoder jeg også tidligere er blevet gjort klart. Og det er absolut en fair anke synes jeg.
Men lad os se lidt på situationen fra den anden side. - Diviosnsforeningen har et problem, som de skal have løst
Det må være åbenlyst for alle, at awaykortet ikke bare indføres for at ødelægge stemningen på stadions eller for at genere fans, som gider tage til Esbjerg eller Hobro for at se fodbold.
Ergo må Divisionsforeningen have et problem med det nuværende setup. Om det er de tre grunde du nævner herover eller politisk pres, er lige pt. irrelevant. Der er et problem med det nuværende setup - ellers var der diskussionen om noget som helst ikke dukket op og Divisionsforeningen havde aldrig åbnet Pandoras æske.
En løsning
Jeg er ret overbevist om. at Divisionsforeningen mener, at awaykortet er den bedst tilgængelige løsning på deres problem ud fra et økonomisk og lovligt synspunkt, og en løsning som sikkert administrativt også er relativt let at gennemføre.
Deres løsningsforslag kan man sagtens være uenig i, men jeg er rimlig sikker på min præmis om, at Df har valgt dette, fordi de mener, de er den bedste løsning på problemet fra deres perspektiv. Der er bare aldrig nogen, som - set fra deres eget position - vælger en sværere løsning end nødvendig.
Hvad gør man så, når man er uenig?
Når man er uenig om noget, så plejer god kutyme at være, at man forsøger at overbevise modparten om fordelene ved en anden løsning. Hvis man ikke kan argumentere for sin sag, plejer det at være lidt svært at overbevise andre om sin holdning.
Det har sikkert også været forsøgt uden held, og det kan jo hverken betyde mere eller mindre, at man ikke er lykkes med at overbevise modparten om, at fordelene ved fanklubbernes løsning er større end ulemperne og samlet set bedre end awaykortet.
Er det så hvad fanklubberne gør i øjeblikket
Nej. Her synes jeg vi kommer ned i kernen af, hvad jeg synes, der bliver gjort forkert.
Stemningsboykot?? Hvad hjælper det udover at fortælle Df og andre interessenter at man er uenig i løsningen? Det vidste de givetvist nok i forvejen, hvilket gør det til en lidt irrelevant aktion. Hvis fanklubberne bare vil fortælle, at de er uenige, så kan de jo udsende en pressemeddelelse. Eller et brev, hvis man er lidt gammeldags romantisk anlagt.
Man kan endda cc'e den til medierne, og så når man det samme.
Argumentationen fra fanklubberne for, at awaykortet er noget hø, synes jeg personligt også er ret dårlig. Ja, det er skidt, og lignende har ikke fungeret i andre lande jvf. lidt tal og fangrupperinger i andre lande.
Det er også fint - men sådan er ting så forskellige rundt omkring. Jeg bor i Cypern, og her er der sgu ikke noget, der fungerer - udover at ventelister er næsten ikke-eksisterende.
Lande er forskellige - Du kan ikke forvente, at "det virker ikke i Frankrig" er et godt argument.
I øvrigt er "Awaykortet er en dårlig ide, som ikke vil fungere og det fungerer fint nu" ikke en løsning på Dfs problem. En sådan udtalelse er ubrugelig i forhold til at finde en anden løsning. Df har allerede set på det nuværende setup og fundet et problem, som de vil løse.
Ergo skal der mere til.
Hvad skal fanklubberne så gøre, spør du?
Blive ved med at komme med andre forslag til, hvordan fanklubberne kan hjælpe med at løse Dfs problem.
Kom med kreative ideer, tænk ud af boksen, underbyg det med tal og data. Undersøg de økonomiske omkostninger, kom med finansieringsforslag, vis at fanklubberne vil hjælpe med at finde en ny løsning og er indstillet på at gå Df i møde. Vis at fans'ene vil tage ansvar og bliv en seriøs partner for Divisionsforeningen
Kan fanklubberne f.eks. gøre mere i forhold til selvjustits? (den er i øvrigt nok svær)
Kan man tweake awaykortet, så det blir mere spiseligt fra fans'enes side af?
Hvad er der af andre muligheder?
Ovenstående er i øvrigt nok det sidste indlæg fra mig i diskussionen. Jeg begynder at føle, at jeg gentager mig selv, og det bliver mine argumenter givetvist ikke bedre af - og vi blir sikkert heller ikke mere enige
Held og lykke med at få Divisionsforeningen overtalt - men tænk nu over, hvordan I gør det bedst.