Nej, umiddelbart virker det ikke til, at dette kan bruges som et fortilfælde, da det lader til, at det, der er blevet afgjort er, at han ikke må spille på kontrakt for dem, før han er 18. I så fald er det i fuld overensstemmelse med den praksis, som DBU har haft, bla. da de har forbudt os at bruge Baba og EfB at bruge Thiago (før de blev 18).
Man kan læse om denne sag her:
http://www.dbu.dk/data/dbu/filedb/1795.pdf
Desuden er teksten her:
16-årig brasilianerkun som amatør
Esbjerg fB har siden sæsonstarten i sommeren 2004 benyttet den 16-årige brasilianer Thiago Pinto Borges på klubbens
ynglingehold. Dansk Boldspil-Union (DBU) har imidlertid måttet meddele Esbjerg, at DBUs godkendelse af klubbens kontrakt med Thiago Pinto Borges tilbagekaldes. Kontrakten strider således imod det internationale fodboldforbund, FIFAs, regler Article 12.1 (a) i ’Regulations for the Status and Transfer of Players’, der omhandler kontraktindgåelse med mindreårige spillere fra andre kontinenter. Beslutningen, der blev truffet af DBUs bestyrelse på dens møde lørdag den 13. august, har virkning fra afgørelsen er kommet til Esbjerg fBs kendskab. Ved drøftelsen på mødet i lørdags forholdt bestyrelsen sig samtidig til det faktum, at spilleren indtil videre har deltaget i adskillige kampe på klubbens ynglingehold samt en enkelt kamp på klubbens Danmarksseriehold som kontraktspiller. Bestyrelsen understregede i den forbindelse, at afgørelsen ikke har tilbagevirkende kraft, hvorfor spilleren alt andet lige har været spilleberettiget i sine hidtidige kampe for klubben.
Afviste FC Midtjylland
DBU blev gjort opmærksom på miseren af FC Midtjylland. Klubben fik i marts 2005 afvist en kontraktansøgning på en 16-årig nigerianer, Babajide Collins Babatunde, netop med henvisning til ovenstående FIFA-regel. Herefter oplyste FC Midtjylland over for DBU, at Esbjerg fB havde en godkendt kontrakt med den jævnaldrene brasilianer, Thiago Pinto Borges, og ønskede på den baggrund kontrakten med Babajide Collins Babatunde godkendt.
Det afviste DBUs turneringsafdeling med en erkendelse af, at Esbjergs kontrakt med Borges ganske rigtigt ikke skulle have været godkendt samt en henvisning til, at DBU ikke ville gentage denne fejl. FC Midtjylland stillede sig imidlertid ikke tilfreds med afvisningen, og ønskede med henvisning til, at andre fodboldforbund angiveligt skulle ignorere FIFAs regel, at DBU søgte om dispensation hos FIFA. 3. maj afviste FIFAs Players Status Committee blankt denne dispensationsansøgning
med henvisning til den relevante Article 12.1.
Kan kun administrere efter regler
Såvel DBUs administration som kontraktfodboldudvalg og bestyrelse har i sagsforløbet haft de samme menneskelige
aspekter inde i vurderingen af Esbjergs ulovlige kontrakt med den brasilianske teenager. »Det er rent menneskeligt en ulykkelig sag. Men jeg er professionelt set tilfreds med bestyrelsens afgørelse. Det er afgørende for administrationen, at vi
ekspederer klubskifter og kontrakter i henhold til de gældende nationale og internationale regler og ikke følelser,« udtaler
DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, og uddyber: »I dette tilfælde er vores kontrolfunktion desværre svigtet. Vi har med godkendelsen af kontrakten mod FIFAs internationale regler medvirket til at gøre den 16-årige spiller fra Brasilien professionel i Danmark. Det vil vi først og fremmest beklage over for spilleren.«
Den fejlagtige godkendelse af Esbjergs kontrakt med Thiago Pinto Borges i DBUs turneringsafdeling friholder ikke klubben
fra dens ansvar i at have haft kontakt med den mindreårige spiller fra Sydamerika med henblik på en kontraktindgåelse,
og for at have indsendt kontrakten til godkendelse hos DBU. »Jeg vil ikke blande mig i, hvorfor Esbjerg har forhandlet og indgået kontrakt med den mindreårige spiller. Men for vores del har jeg indskærpet overfor turneringsafdelingen, at dens forsøg på at servicere klubberne så hurtigt og effektivt som muligt ikke må gå ud over kvaliteten,« slutter Jim Stjerne Hansen.
Regel beskytter mindreårige
FIFA har indført reglen for at beskytte mindreårige fra specielt tredjeverdens lande. Reglen går populært sagt ud på,
at det ikke er tilladt at tegne kontrakt med en spiller under 18 år fra et andet kontinent.
Den eneste undtagelse er, hvis spillerens nærmeste familie flytter til det pågældende kontinent af årsager, der
ikke er relateret til spillerens fodboldkarriere og -kontrakt. Miseren med kontrakten til Thiago Pinto Borges opstod, da Esbjerg fB sidste sommer skrev kontrakt med den dengang kun 15-årige brasilianer. Kontrakten blev efterfølgende godkendt af DBUs
turneringsafdeling den 30. juli. Alle i DBU, der har kendskab til og drøftet sagen, er bekendt med de mulige konsekvenser, ophævelsen af kontraktgodkendelsen kan få for spilleren. Det var netop de mulige, personlige konsekvenser, der i første instans fik DBUs Kontraktfodboldudvalg til at afgøre, at Esbjerg kunne fastholde spilleren på en godkendt kontrakt under forudsætning af, at han kun optrådte på klubbens ynglingehold. Esbjerg fB valgte at anke denne afgørelse til DBUs bestyrelse. Under drøftelsen i bestyrelsen blev der udtrykt stor sympati med kontraktfodboldudvalgets argumenter, men bestyrelsen var ikke enig i udvalgets kendelse, som alene havde til hensigt at mindske konsekvenserne af Esbjergs ulovlige kontrakt med den brasilianske spiller.
Stor anerkendelse til Esbjerg
»Vi er opmærksom på den store indsats, Esbjerg og en række personer omkring klubben med succes har ydet på det
menneskelige plan for at integrere spilleren socialt og uddannelsesmæssigt,« understreger DBUs formand, Allan Hansen.
»Men vi bakker 100% op om FIFAs intentioner om at beskytte børn og unge mennesker fra primært tredjeverdenslande,
som går ud på ikke at fjerne de unge mennesker fra deres familier, sociale omgangskreds og miljø i én verdensdel
til en helt ny hverdag et andet sted i verden,« forklarer Allan Hansen, og uddyber: »Som bekendt indgår vi som nationalt
fodboldforbund i et forpligtende samarbejde under FIFA, og rent juridisk er reglerne klokkeklare, ligesom vi jo ved, at
FIFA ikke dispenserer fra dem.« »Vi er bekendt med rygterne om, at der er andre fodboldforbund, der ind imellem bryder reglerne, men det er verdens dårligste argument for ikke selv at overholde dem,« slutter Allan Hansen.
Thiago Pinto Borges, der bor på kollegium med andre jævnaldrene og aktive sportsudøvere, vil i forhold til DBUs
amatørbestemmelser kunne spille som amatør for Esbjerg fB. Afgørelsen i DBUs bestyrelse blev bakket op af et stort flertal af de 16 medlemmer. Bestyrelsesmedlem Henrik Ravnild var som formand for kontraktfodboldudvalget på forhånd erklæret
inhabil, og deltog derfor ikke i drøftelsen og afstemningen. Bestyrelsen har i sin afgørelse oplyst Esbjerg fB, at klubben kan anke afgørelsn til DBUs Appeludvalg inden for 14 dage.
FIFAs eksisterende transferregler blev indført i september 2001, og implementeret i DBUs regelsæt i august 2003.
Kent