http://www.bold.dk/nyt/arkiv/visValgte.asp?valgte=51079
Efter 350 målløse minutter i Horsens blev der scoret hele syv gange, da AC Horsens tabte 3-4 til FC Midtjylland. Mikkel Thygesen dobbelt målscorer, og FCM brændte to straffespark.
Banen blev klar i Horsens på trods af et truende frostvejr i Østjylland, og tilskuerne fik hele syv mål på 0-0 fæstningen hos oprykkerne i en dramatisk kamp med en udvisning og to brændte straffespark.
Gæsterne kom godt fra start og efter 16 minutters spil bragte Mikkel Thygesen FC Midtjylland foran 1-0. Ajilore Femi lagde bolden ind forrest i straffefeltet, og Mikkel Thygesen snittede bolden med hovedet, så den sejlede over i det lange hjørne uden chance for Søren Jochumsen. Det var Thygesens første sæsonscoring.
Det var det første mål på i Horsens siden 21.september, og der er blevet 350 målløse minutters SAS Liga-fodbold siden Besart Berishas scoring mod AGF.
Så ville Horsens også være med og fem minutter senere udlignede Kasper Klausen til 1-1. Steffen Ernemann lagde bolden ind fra venstrekanten, og lidt tilfældigt passerede bolden helt frem til bagerste stolpe, hvor Klausen dukkede op og satte indersiden på.
Så var der regulær målfest i Horsens, og det blev endnu bedre. Syv minutter senere kom Kasper Klausen fri på højrekanten, og hans indlæg endte hos Charles Akonnor, der sparkede bolden i nettet til 2-1. Det er første gang, at Horsens har scoret mere end gange på hjemmebane i SAS Ligaen.
Midtjylland var dog fortsat med i kampen og blot fire minutter senere udlignede gæsterne ved Claus Madsen. Kristian Bak spillede elegant Madsen fri i feltet, og han havde let ved at udligne til 2-2. Og der var flere chancer, da Claus Madsen blev nedlagt i feltet af Martin Halle og Henrik N.Kragh dømte straffespark.
Jesper Mikkelsen sparkede, men via stolpen brændte Midtjylland-forsvareren den store chance. Det er anden kamp i træk, at Mikkelsen misser fra 11-meterpletten.
Midtjylland kom på vinderkurs ti minutter efter pause og igen var det Mikkel Thygesen, der tegnede sig for træfferen. U/21-landsholdsspilleren modtog bolden et par meter uden for feltet, og Thygesen lagde behersket bolden i nettet helt ude ved den ene stolpe til 3-2.
Hjemmeholdet havde dog ikke givet op endnu, og 20 minutter før tid udlignede Per Gade til 3-3. Det var anden kamp i træk, at Horsens-forsvareren scorede, men han fik ikke lang tid til at glæde sig over scoringen. To minutter senere bragte gæsterne sig endnu engang foran, og denne var det Dennis Sørensen, der fik sidste fod på bolden.
Dramatikken var ikke forbi endnu. I tillægstiden blev Horsens reduceret til ti mand, da Martin Heinze noget hårdt fik direkte rødt for et frispark mod Svenne Poulsen. Og øjeblikket efter fik FC Midtjylland sit andet straffespark, da Razak Pimpong efter dommerens skøn blev nedlagt af Søren Jochumsen. Horsens-keeperen var rasende over kendelsen, men svarede igen ved at parere David Nielsens forsøg.
Horsens er nu uden sejr i syv kampe, men tabte for første gang siden sæsonpremieren på eget græs, mens FC Midtjylland fik stoppet en kedelig stime på seks kampe uden sejr.