Så er en lang sæson slut, og det er tid til at evaluere. Indlægget endte med at blive ret langt, så for twitter-generationen er hermed en kort opsummering

:

1 ud af 5 forventninger opfyldt

Karakter for sæsonen: 02 ('Skuffende, men lige nøjagtig ikke dumpet.')

Manglende kvalitet og bredde i truppen har været problemet

Thorup skal ikke fyres.

Borring, Paul, Rafa, table of Justice, FCK-kampen, Sønderjyske-kampen samt en scoring mod AaB modtager priser i forskellige kategorier.
Og så til den lange version..... Inden sæsonen gik i gang opstillede jeg 3 forventninger til sæsonen:
1) Vi skal kvalificere os til EL-gruppespil
Den kommenterede jeg allerede før forårssæsonen, da den jo desværre var misset på det tidspunkt.
2) Vi skal kvalificere os til europæisk fodbold næste sæson
Dette er den vigtigste forventning at leve op til for klubbens langsigtede målsætning, og den blev heldigvis opnået i går, ved allersidste lejlighed.
3) Vi skal have medaljer
Kiksede som bekendt i weekenden efter en svag bronzekamp
Før forårssæsonen supplerede jeg med to yderligere målsætninger:
4) Vi skal vinde pokalen
Den røg i overtiden i semifinalen mod BIF
5) Vi skal have et højere pointsnit end i efteråret.
I efteråret fik vi 32 point i 21 kampe = 1,52. I foråret har det heddet 22 point i 15 kampe = 1,47 (hvis vi medregner Randers-kampen hedder den 25 i 16 = 1,56).
Så samlet er kun 1 ud af de 5 forventninger jeg havde til sæsonen blevet opfyldt, hvilket naturligvis er skuffende, og forklarer hvorfor man sidder med en lidt flad følelse efter sæsonen. Heldigvis var den forventning, som blev indfriet, den vigtigste for klubben. De forventninger, der ikke blev indfriet, var alle i lige-ved-og-næsten kategorien. Gruppespil røg i playoffen, pokalen i semien og medaljerne med en plads i sidste kamp. Derfor er min vurdering af disse heller ikke i 'katastrofe'-kategorien. Det ville være en katastrofe, hvis vi var røget ud til Suduva, Fremad Amager/Kjellerup og var endt som nr. 6 eller helt uden for mesterskabsspillet. Så når jeg skal give sæsonen karakter, er jeg i tvivl om den skal have 02 eller 00. Jeg hælder dog til 02, da sæsonens vigtigste mål trods alt blev indfriet, mens vi ikke fald totalt igennem på de andre parametre. Så det har vel været en præstation, der lige netop har indeholdt det minimalt acceptable. Skuffende, men lige nøjagtig ikke dumpet.
Hvad er der så gået galt? I en anden tråd diskuterede jeg forklaringer på hvorfor, det er gået så galt. Min holdning handler grundlæggende om manglende kvalitet og bredde i truppen. Manglende kvalitet af indkøbene (Bruninho, Rafa, Halsti, Kroon) gjorde at vi ikke fik lukket de åbenlyse huller i truppen, især i midterforsvaret og angrebet. Da vi så er blevet ramt af skader, hos fx Sparv, Kian og Pusic, har vi ikke haft nogen kvalificerede afløsere. Vi har i for høj grad været afhængige af at en række rustne gamle spillere (Halsti, Rafa), unge uprøvede (Nicolaisen, Andreas Poulsen, Andersson, Thycosen) eller unge talenter (Due, Nissen, Riis) absolut skulle præstere. Det har de ikke gjort kontinuerligt. Det har været alt for svingende, hvilket ikke er overraskende, når man spiller med så mange unge spillere. Især defensiven har været katastrofal i mesterskabsspillet, men der har heller ingen kontinuitet været, og vi har spillet med spillere, der ikke har niveauet til top3. Dette er dog også gjort af nød og ikke af lyst. Der har simpelthen ikke været alternativer at tage af. Fx har det her i foråret ikke været en mulighed at skifte til 4-4-2 i løbet af kampene eller på anden måde aflaste Paul, fordi Paul har været den eneste kvalificerede angriber i truppen. Det er for dårligt. Jeg konstaterer med glæde, at vi allerede har lukket to af de væsentligste huller i truppen frem mod næste sæson - jeg er dog sikker på, at hvis man havde gjort det i vinters i stedet, så havde vi fået en sikker bronze. Hvis vi kan få den centrale akse (Dahlin (?) - Kian - Zsolt - Sparv - Poulsen - Paul) til at fungerer i næste sæson, så vil de unge have noget rutine at læne sig op af, og så er jeg ikke i tvivl om at vi vil lukke færre mål ind - og dermed få flere point.
Skal Thorup fyres? Det er det hotte spørgsmål. Jeg synes, det er helt fair at stille spørgsmål ved træneren, når en sæson er skuffende. Jeg har dog sjældent set en mere unuanceret kritik af en træner, end det Thorup har været ude for. Han har fået skylden for alt dårligt, der er sket. Han er blevet kritiseret i øst og vest. Naturligvis har Thorup en del af ansvaret, men med en 30% nedskæring af spillerbudgettet, dårlige indkøb, kompetencetab i trænerstaben og en trup fuld af teenagere, peger pilen altså ikke alene mod ham. Han har haft dårlige vilkår. Jeg synes, at han virker taktisk stærk. Tallene viser også, at vi er blandt de allerbedste til at skabe chancer og forhindre de andre i at få dem. Det viser, at vi er i stand til at analysere modstanderne og få lagt en gameplan, der giver os gode muligheder for at vinde. Han har fået spillere som Due, Nissen, Paul og Novak til at udvikle sig til profiler i ligaen. Jeg synes derfor ikke, at det er så elendigt, som mange vil gøre det til. Desuden er jeg stor fortaler for kontinuitet. Så hvis man skal skifte Thorup, skal det være fordi man kan få noget, der er markant bedre. Og det kan jeg ikke se derude (og det er incl David Nielsen). Så jeg hælder til tålmodighed. Det plejer at belønne sig. Ligesom da vi holdt fast i Erik Rasmussen og Glen. Og da AaB holdt fast i Kent Nielsen og FCK i Ståle, selv da han med ligaens suverænt største budget ikke kunne levere guld i to sæsoner i træk, samt missede europæisk gruppespil.
Til sidst et par kåringer:
Årets comeback: Jonas Borring. Fantastisk comeback i klubben til en gammel mand, der har imponeret stort, og har været afgørende her i foråret.
Årets gennembrud: Paul. 24 mål i alle turneringer er en fantastisk bedrift af en spiller, som for få måneder siden var udskældt. Han har i den grad steppet op, og gjort kritikerne til skamme - incl mig. Han blev hurtigere klar til at være førsteangriber end jeg regnede med.
Årets transferhit: Borring. Se ovenfor.
Årets transferflop: Rafa. Desværre har han vist sig at være mere slidt, end man regnede med.
Årets nye ord: Table of justice.
Årets kamp: Det har været en tynd omgang i år synes jeg. Jeg hælder til 3-2 kampen mod FCK, grundet comebacket og glæden over at spolere FCKs ubesejrede sæson. Det tæller dog ned, at de ikke havde så meget at spille for, men synes ikke, at der har været så mange andre mindeværdige kampe.
Årets sammenbrud: 5-2 i SønderjyskE. Et godt gammeldags kollektivt sammenbrud med selvmål, rødt kort og forsvarsspil på serieniveau, som bragte minder om udekampe i Esbjerg før forbandelsen blev brudt.
Årets mål: Det naturlige valg er nok Rømers mod FCK, men for diskussions skyld, vil jeg pege på 1-0 scoringen mod AaB på udebane i pokalen, hvor vi kører bolden rundt i egne rækker i 1½ minut inden vi scorer. Tror aldrig vi har scoret et mål på den måde før, og er jo en indikation på, hvordan det er, vi også gerne vil kunne spille.